BLOG

13.11.16

Uge 45. Totalt har jeg gennemført 14 korte træningspas denne uge. 6 x svømning, 7 x løb, samt 1 x MTB.

Løb:
Det går helt klart den rigtige vej. Er stadigvæk lidt øm i achilles, hvilket gør at alle ture er i langsomt til moderat tempo. Alle ture mellem 5,5 og 10,5 km.
I forhold til sæsonen så betyder ikke tempoet så meget endnu. Det vigtigste er at jeg kan vedligeholde og arbejde med grundformen.

Svømning:
Føler jeg er ved at komme ind i en god rytme. 6 gange i svømmehallen i løbet af en uge bliver det til.

Er kommet i et lille dilemma i forhold til hvordan jeg skal udvikle mig videre.
1) Jeg kan holde samme tempo, og gradvist øge distancen.
2) Jeg kan fortsætte med korte distancer og prøve at gøre noget ved tempoet.

Kan mærke at hvis jeg prøver at forcere distancen, så bliver teknikken dårligere og dårligere. I fredags lavede jeg en lille ”test” hvor jeg svømmede følgende serier:

1 x 100 m crawl med pullbuoy (helt passive ben), rolig intensitet (1:45)
1 x 100 m brystsvømning, rolig intensitet (2:15)
1 x 100 m crawl, rolig intensitet (1:59)

1 x 100 m crawl med pullbuoy (helt passive ben), moderat intensitet (1:42)
1 x 100 m brystsvømning, moderat intensitet (2:09)
1 x 100 m crawl, moderat intensitet (1:53)

1 x 100 m crawl med pullbuoy (helt passive ben), høj intensitet (1:39)
1 x 100 m brystsvømning, høj intensitet (2:01)
1 x 100 m crawl, høj intensitet (1:49)

Ja, jeg ved godt at det ikke er specielt hurtigt, men det skal nok komme. Det er tydeligt at det er min position i vandet jeg skal arbejde mere med. Har ingen problemer med at svømme i et nogenlunde tempo med pullbuoy, hvor jeg kun bruger armene. Men der får jeg også kroppen op i mere vandret position.

Ser egentlig ikke nogen grund til at svømme masser af baner med middels teknik. Tænker at det vil være bedre at får tempoet op på de korte distancer først. Vil meget gerne ned og svømme 100 m rundt 1:45, med moderat intensitet, på mange intervaller i træk. Under 7 minutter på 400 m er et mål på sigt. Kan godt mærke at tekniktræningen hjælper, så det handler mest om at jeg er utålmodig af natur.
At jeg lægger ind både brystsvømning og træning med pulbuoy er mest for at det ikke skal blive for ensformigt og kedeligt i længden.

Cykling:
Denne del er helt i hvilemodus i de næste mange uger. Prioriterer at bruge tiden på svømning og løb. Erfaringsmæssigt så kommer formen hurtigt på cyklen. Tænker 3-4 måneder efter nytår med høj fokus, så vil det hjælpe på det.

Mål med træningen:
Vil gerne prøve mig på flere korte triatlons næste sommer. Distancen afhænger af min fremgang indenfor svømning (og at kroppen er helt klar til tempo igen), men tænker det bliver imellem 1/10 jernmand (400 – 18 – 4,2) og olympisk distance (1.500 – 40 – 10).

Challenge Gran Canaria har også en kort distance (1.900 – 45 – 7). Den går af stablen 22.04.17. Tror det bliver for tidligt, men det kunne være et langsigtet mål. Klik på billedet og se den fede video.
 





16.10.16


Uge 41. ”Back in business”. Det har været en rigtig god uge. Meget længe siden jeg har trænet så meget, og så varieret. Totalt 12 træningspas. 4 x svømning, 4 x løb og 4 x cykling.

Min uge har set sådan ud:



Alle træningspas har været korte. Fra 20 minutter og op til 1½ time. Men der har været en god udvikling denne uge.

Svømning:
I de måneder, hvor jeg tidligere har prøvet at lære crawl, har jeg brugt alt for meget tid på at øve det der har været sjovt. I stedet for at bruge tid på at træne det jeg er dårligt til.

I denne uge har jeg endelig knækket crawl-koden. De sidste 3 uger, har jeg været til klubtræning i Videbæk og Spjald, totalt 6 gange. Det har været utroligt lærerigt, og jeg har fået rettet til min kropsstilling i vandet, sådan at jeg i dag ligger meget mere vandret når jeg svømmer. I torsdags sagde min træner i Spjald at nu kunne jeg godt øge fra 100 m af gangen til 150 m. Så tog jeg 200 m.

I går tog jeg en tur til Ringkøbing Svømmehal kl. 07:00. Tænkte at, hvis jeg kan svømme 200 m uden pause, så kan jeg også svømme 400 m. 400 m er distancen til de korte triatlon. Og det gjorde jeg så. Det ser ikke kønt ud, det går ikke så stærkt, men nu har jeg troen på at det på sigt kan komme til at blive godt.

Nu handler det ikke om at svømme så meget længere på træning. Kan jeg svømme 400 m, så kan jeg også svømme 1.000 m. Nej, nu handler det om at indøve en god teknik, sådan at jeg kan svømme de 400 m i et hurtigere tempo. Kan jeg klare distancen i et nogenlunde tempo, helt uden ekstra flydemidler, så tænker jeg at det vil blive væsentlig lettere når våddragten kommer på udendørs.

I næste uge er det ikke sikkert at jeg får svømmet, da svømmehallen har en mærkelig åbningstid i skolernes efterårsferie. Men derefter er jeg klar til at bruge mange timer i det våde element.

Cykling:
Ugens træning har været ren transport, til og fra arbejde. Jeg har mellem 28 og 36 km hver vej, afhængig af rutevalg. Kommer ikke til at fokusere så meget på cyklingen før jul, men der er helt sikkert meget at hente tidsmæssigt indenfor denne idrætsgren.

Løb:
Føler at det løsner mere og mere her. Achilles er stadigvæk lidt øm, men jeg har i dag løbet 10 km. Er blevet positiv igen, og tror på gode tider til foråret.

En ting er sikkert: jeg fortryder ikke at jeg er gået tilbage til den varierede træning. Tror ikke jeg bliver en dårligere løber af at løbe færre gange pr. uge. Totalt så lægges der væsentlig flere timer i træningen, og kroppen har det meget bedre, end ved ensidig træning.





09.10.16


Uge 40. En rigtig fed uge, på mange områder.

May-Britt kom hjem fra ferie i Florida. Hun har virkelig været savnet, så det var så godt at få hende hjem igen. Ferie i USA = billigt løbegrej til manden. Det er jo det man kalder for ”win-win situation”? Hun kom i hvert fald hjem med blandt andet 4 par løbesko. Sko hun fik til langt under halv pris af de danske priser. Jeg havde sendt en ønskeliste med, og fik alle ønsker opfyldt.

Saucony Kinvara 6 og Nike Streak LT 3 er blevet nogle af mine favoritter. Kinvara kan jeg bruge til både lange ture og de længere konkurrencer. Streak LT 3 er en rendyrket konkurrencesko til distancer op til 10 km. Begge skomodeller kender jeg godt i forvejen.

Det andet gode ved denne uge, er at jeg er kommet i løbeskoene igen. Har testet bentøjet på en 5 km både lørdag og søndag. Det er gået over al forventning. Lidt ømhed i achilles, men ikke længere smerter. Dette er noget der virkeligt gør noget ved humøret.

Ellers så har mesteparten af min træning været i svømmehallen. Knokler stadigvæk løs med tekniktræning. Kan mærke lidt fremgang, selv om det går meget langsomt. Havde håbet på at jeg hurtigt kunne overføre min gode løbeform til at blive en god svømmer. Men må nok indse at i det våde element så er jeg totalt nybegynder, og skal starte helt fra bunden af. Har også bestemt mig for at træne lidt mere kontinuerligt, så det ikke bare bliver i de kolde måneder. At holde pause fra februar til oktober gør det ikke lige frem nemmere at blive god.

I næste uge er planen at gennemføre mange korte træningspas indenfor både løb, cykling og svømning. Satser på mellem 4 og 5 træningspas indenfor hver idrætsgren.


 

02.10.16

Søndag 18. september og tirsdag 20. september fik jeg løbet 2 gode træningspas. Begge to var med pigsko, søndag på bane og tirsdag i skoven. Dette blev nok lidt for meget for mine achillessener.

Torsdag 22. september stod der Änglamark Kvickly Naturløb på programmet. 7,7 km på grusveje og små stier i skoven. Da jeg stadigvæk var lidt øm i benene efter ugens træning, samt deltagelsen ikke var specielt stor, så kunne jeg styre tempoet som jeg ville have det. Jeg kom i mål som en klar nr. 1, men efter løbet var mine achillessener ordentlig overbelastet.

Fredag morgen havde jeg store problemer på arbejde. Jeg brugte rigtig lang tid bare at komme fra bilen og ind til kontoret. Kroppen klagede højlydt og jeg blev tvunget til en pause fra løbeskoene.

De år jeg har trænet varieret har jeg ikke haft nogen problemer med skader. Men med en gang det bliver for ensidigt, så brokker kroppen sig. Jeg har derfor besluttet at gå tilbage til de gode, gammeldags metoder. Metoder jeg ved fungerer. Fremover så bliver min træning derfor en god blanding af svømning, racercykel, MTB, rulleski og styrketræning. Når kroppen er klar til det igen, så skal der også helt klart løbes.

I denne uge har jeg givet bentøjet mest mulig hvile. Dog har jeg cyklet lidt, styrketrænet og været 5 gange i svømmehallen. Mit svømmetalent, eller mangel på det samme, er dog et kapitel helt for sig selv.

Jeg er rimelig god til at svømme brystsvømning, og det var også det jeg lærte den gang jeg var barn. I de 4 triatlon jeg deltog i sidste år, så brugte jeg brystsvømning til alle. Fik alligevel placeret mig i top 3 i 2 af konkurrencerne.
Mine knogler og muskler må være ekstremt tunge. Jeg kan ikke ligge og flyde, uden at mine ben falder til bunds med det samme. Det siger sig selv, at det derfor kræves ekstra energi at holde benene så tæt på overfladen som muligt. Svømmer jeg med pullbuoy eller våddragt, så kan jeg blive ved med crawlteknikken i lang tid. Svømmer jeg uden disse flydemidler, så bliver jeg så forpustet at brystsvømning helt klart er at foretrække.

Igennem efteråret og vinteren vil jeg give crawl en ekstra chance. Derfor er jeg tilmeldt et crawlhold i både Videbæk og Spjald. Min svømmetræner i Spjald kunne godt se det var lidt uretfærdigt at vores flydeevner var SÅ forskellige. Til gengæld fik jeg prøvet masser af forskellige teknikker, for at se om de gjorde nogen forskel. Jeg glæder mig til forsættelsen, selv om jeg ved det kommer til at kræve hårdt arbejde, og mange timer med hovedet under vand.

Selv om jeg så småt er begyndt med den alternative træning, så kan jeg ikke lade være at drømme og planlægge lidt. Ambitionsniveauet er som altid højt. Om det er realistisk? Det vil mine resultater i svømmehallen bevise.