THYHOLMERLØBET

30.07.2014
- af Kjetil Havstein.

Efter en periode med få konkurrencer og ikke alt for højt tempo på træning, var det godt at komme ud og få lidt fart i løbeskoene igen. Der går ikke så mange konkurrencer i sommerferien, men Thyholmerløbet lå i sådan nogenlunde overkommelig afstand fra Ulfborg.
På vej der op kørte jeg indenom Holstebro for at få selskab af Michael Knak. Michael ville løbe 10,5 km, mens jeg selv valgte at prøve kræfter med de 5 km.



Til trods for at vi virkelig taler om udkants-Danmark, så var der overraskende mange løbere til start. 32 løbere på ½-maraton, 64 på 10,5 km, 81 på 5 km og 40 på 3,4 km.

Thyholm er en forholdsvis kuperet ø, og den jævne vind fra vest gjorde lidt med tempoet. Alligevel så var vindertiderne på de forskellige distancer gode.



5 km og 3,4 km løberne havde samlet start. På disse distancer var der også et stort hold med løbere fra Børnecenter Vestervig. De fleste sprintet af sted fra første sekund, og et øjeblik var jeg usikker på om det var 800 m jeg var stillet op til. Det gik dog ikke mere end cirka 800 m så havde jeg sagte men sikkert indhentet alle, med undtag af én løber.

Den første km gik i tempo 3:17. Fra 1 til 2 km brugte jeg 3:20, og jeg følte at jeg fik presset godt.
Ved 2,5 km skulle 3,4 km løberne tage til venstre, mens os der skulle løbe 5 km skulle ud på en ekstra sløjfe. Først der fandt jeg ud af at den førende løber Abdullahi også skulle løbe 5 km. På det tidspunkt lå han cirka 10 sekunder foran mig. Resten af ruten var let kuperet og med skiftende underlag.



Tempoet går derfor lidt ned, til trods for at intensiteten stadigvæk er helt oppe i det røde felt. Imellem 2 og 3 km bruger jeg 3:26. Fra 3 til 4 km bruger jeg 3:25, og den sidste km får jeg presset ned på 3:23. Jeg passerer 5 km på min GPS i tiden 16:51, og løber i mål efter 5,16 km i tiden 17:21. 7 sekunder efter vinderen.


Jeg er meget godt tilfreds med løbet. Føler at jeg fik løbet et godt og jævnt løb. Mentalt fik jeg også presset mig selv hele vejen fra start til mål.

Arrangøren havde en del problemer med at aflæse tiderne, så listen med de korrekte chiptider kom først dagen efter, men alle resultater kan ses her.

Alle billeder er hentet fra arrangørens hjemmeside.