SØEN RUNDT

12.06.2014
- af Kjetil Havstein

Søen Rundt er et af de største motionsløb i Holstebro-området. Konkurrencen bliver arrangeret af Mejdal-Halgård Motion, og ruterne er i området ved og rundt Vandkraftsøen.
De voksne kan vælge imellem 5 eller 10 km, og børnene kan løbe 400 m eller 3 km. Der var 358 løbere til start på den længste distance, 194 fuldførte 5 km, og henholdsvis 130 og 141 børn løb 400 m eller 3 km.

Eftersom løbet hedder Søen Rundt, så ville jeg med til den længste distance i dag. Det er nemlig kun den der kommer hele søen rundt. Vejret var godt, ikke for varmt, men der var til gengæld en kraftig vind fra vest.

Jeg begynder at kende niveauet til de vestjyske løbere, og før start kunne jeg derfor regne ud, at jeg kunne være med at kæmpe i top 3. I 2013 vandt Rasmus Gregersen i tiden 35:26, 14 sekunder før Michael Knak. De er begge to blandt de hurtigste løbere i Holstebro. Det er ikke en specielt hurtig vindertid, så enten er der gået taktik i det, eller så er ruten ikke blandt de hurtigste.

Jeg havde et mål om at starte lidt langsommere end i Bogense, og så hellere forsøge at holde et jævnere tempo hele vejen til mål.

Den første km går på asfalteret cykelsti, fra Mejdal-hallen og ned til søen. Jeg lagde mig helt i front helt fra start af. Passerede første km i tempo 3:24. Claus Emtekjær og jeg fik rimelig hurtigt en luge til resten. Fra 2 til 3 km løber man på grusvej inde i skoven. Da vi lå i læ fra træerne, fik vi derfor ikke den store fordel af medvinden. Tempo imellem 1. og 2. km, 3:24. Fra 2 til 3 km er tempoet 3:26.

Efter cirka 3,5 km kommer vi ud på Tvis Møllevej. Et godt stykke på asfalt, ned ad bakke. Dejligt. Efter 4 km er det slut på læ fra skoven, og jeg ved vi kommer til at løbe i en forholdsvis kraftig modvind de næste 3 km. Jeg har ikke specielt lyst til at have Claus med på slæb, så jeg bestemmer mig for at give den lidt ekstra gas i nogle hundrede meter. Fra 3 til 4 km, er tempoet 3:27.

Jeg får den luge jeg vil have og presser godt på fra 4 til 7 km. Intensiteten er så absolut ikke lavere, men underlaget, modvinden og enkelte bakker gør sit med tempoet. 3:37, 3:32 og 3:36 pr. km.

Ved 7 km kommer vi ud til Ringvejen igen. Jeg kan se at jeg har fået 15-20 sekunder på Claus. Med kun 3 km tilbage så burde det kunne holde hele vejen hjem. Laver et kort regnestykke. Hvis jeg løber 3:30 pr. km de næste 3 km, så skal Claus løbe 3:23-3:25 pr. km for at indhente det tabte. Så jeg tænker at nu er den hjemme, men at der ikke er tid til at slappe for meget af. Fra 7 til 8 km bruger jeg 3:28.

Efter 8 km får jeg en irriterende sten der sidder fast under sålen. Mine NB 1400 V2 er nogle rigtig gode sko, men de har 2 huller midt under sålen der kan risikere at samle sten. Ubehageligt og irriterende at løbe med, så er nødt til at stoppe op for at fjerne den. Tempoet fra 8 til 9 km bliver derfor 3:36.



Derefter er det bare at give den gas ind til mål. Sidste km på min GPS siger 3:29. Ruten er DAF-opmålt, men min GPS siger 10,13 km. Tid i mål 35:23.

Føler at jeg kom i mål med et stort overskud. Et perfekt disponeret løb. 3 sekunder hurtigere end sidste års vindertid. Claus kommer i mål i tiden 35:52. Alle resultater kan ses her.

Billede er lånt fra Claus Clavilla. Det var et godt arrangement. Flot rute, ingen muligheder for at løbe forkert, masser af lodtrækningspræmier, samt fine præmier til de 2 bedste løbere i hver klasse. Hvis jeg skal finde noget at sætte fingeren på, så må det være det. Jeg synes at der burde være præmier til de 3 bedste løbere i hver klasse.