15.06.2014
- af Kjetil Havstein
Planen for weekenden var egentlig at løbe Klausie-løbet. Det er et skovløb i Torsted, kun 10 km fra Ulfborg. Men lørdagen gik med til arbejde, så jeg valgte at tage turen til Videbæk i stedet for.
I Videbækløbet kan man vælge imellem 3,4 km, 5 km, 10 km og ½-maraton. Der var ikke så mange løbere til start, hvilket var synd, da arrangøren diskede op med et godt arrangement. Totalt cirka 200 løbere havde valgt at deltage.
Jeg holder mig til de 10 km i nogle uger endnu. Rutebeskrivelsen sagde en kuperet tur, hvor man skulle regne med god bakketræning. Så formålet med turen blev en rigtig god omgang træning, uden for meget fokus på tid og tempo.
Til opvarmning løb jeg 5,5 km + nogle lette stigningsløb. Det lyder som meget, men minimum 30 minutter opvarmning er afgørende for et godt løb. Det er det i hvert fald for mig.
Selve starten af løbet blev lidt kaotisk - eller rettere sagt urutineret. Jeg havde glemt at nulstille uret efter opvarmningen, så det fik jeg først gjort ved passering af det første km-skilt. Bagefter kan jeg se at jeg har løbet den første km på 3:17.
Herefter gik det op ad bakke. En god del af turen gik på små grusstier, op og ned i området Herborg Bakker. Også i dag fik jeg problemer med sten der satte sig fast under sålen - så jeg skal ud og have et par nye konkurrencesko. Det er så meget spild af tid at måtte stoppe op for at få løsnet en stor sten der kiler sig fast.
Vinderen af løbet var en ung dreng fra Odense. Han fik en god luge til mig allerede indenfor den første km. Jeg tænkte at starttempoet var nærmest sprint, så hvis han kunne holde dette tempo, så var han i langt bedre form end mig. Hvis ikke, så skulle jeg nok indhente det tabte efter nogle km. Men han holdt afstanden hele vejen til mål.
Jeg kom i mål i tiden 35:41. Føler at det er et væsentlig bedre resultat end de andre 10 km løb jeg har løbet i år, til trods for at det er den langsomste tid. Men ruten var hård, hvilket tiderne i tabellen under viser (mangler den første km på 3:17). Alle resultater fra løbet kan ses her.
Se flere billeder her.
Nu venter der 2 dage uden konkurrencer, og så burde jeg være klar igen.