18.05.2014
- af Kjetil Havstein.
Efter en lang periode hvor jeg kun har trænet, samt deltaget i lange konkurrencer, var det på tide med lidt mere tempo. Jeg har fundet 6 konkurrencer fra 5 til 10 km, som jeg vil løbe i de næste 4 uger. Konkurrencerne bliver i stedet for at løbe intervaller alene, så jeg vil ikke trappe specifikt ned til løbene.
I dag gik turen til Spjald. En lille by cirka 25 km fra Ulfborg. Temperaturen var over de 20 grader, og der var næsten ingen vind. Lidt for varmt under selve konkurrencen, men dejligt før og efter.
I Spjaldløbet kan man konkurrere på distancerne 3,5 km, 5 km, 10 km og ½-maraton. Jeg synes 10 km var passende som en lille test af formen. ½-maraton startede kl. 10:30, og de resterende distancer startede samlet kl. 11:00.
Der var god afmærkning i alle vejkryds, samt hele 3 drikkeposte undervejs. 10 km ruten havde enkelte stigninger, men for det meste var det underlaget der sænkede tempoet. Cirka halvdelen af ruten gik på grusveje med forholdsvis grov grus.
Jeg lagde ud i et godt tempo. Den første og anden km blev løbet i tempo 3:15 og 3:17. På den 3. km skulle man op en forholdsvis stejl stigning, så tempoet faldt til 3:31. De første 3 km blev passeret i tiden 10:02. Fra 3 til 4 km var der et langt stykke på grusvej, så 5 km blev passeret i tiden 17:06.
Fra 6 km og frem til 8,5 km løb vi på en gammel jernbanetracé. Den løse grus gjorde at jeg fik problemer med at holde tempoet. Jeg kunne hellere ikke se nr. 2 og 3, så indsatsen faldt en smule. Passerede 10 km på min GPS i tiden 35:20. Kom i mål i 35:45, en solid sejer.
Det var godt at komme ud til de korte konkurrencer igen. Tempoet er slet ikke så ringe som jeg troede. Jeg tænker, at på en opmålt rute på asfalt, så er jeg på 34-tallet. Og sommeren er jo så vidt startet. Fokus er stadigvæk 100 km til september – men det skader ikke at forbedre ens iltoptag + få hævet tærsklen en smule.
Resultater fra løbet kommer her.
En god dag i flotte omgivelser. Skal jeg komme med et punkt til forbedring, så må det være at 1½ time er alt for længe at vente på præmieuddeling. Det kunne også ses på fremmødet, da de fleste var rejst hjem igen.