20.05.2014
- af Kjetil Havstein.
Jeg fik én dag med rolig træning efter Spjaldløbet, og så var der tid til en ny konkurrence. Denne gang gik turen cirka 30 km nordpå, til Struer. Vejret var stadigvæk helt i top.
Kilen Rundt er et af de større motionsløb her vestpå. I årets udgave stod der 369 løbere til start på 10 km distancen, mens 814 løbere havde valgt den halve distance. Jeg passer lidt på med for meget tempotræning på for kort tid, så jeg synes det var passende med 5 km i dag.
Det var en flot rute. De første 2 km var forholdsvis flade, med et fald på cirka 30 m. Efter 2 km løb man 10 km løberne i møde, så derfor blev vi ledet ud på en kuperet mark (cirka 3-400 m). Hele vejen op til 4 km gik det let op ad bakke. Den sidste km var flad. Med undtag af det korte parti på græs, gik resten af turen på god cykelsti, dvs. helt bilfri.
Arrangøren har skabt en flot ramme rundt løbet, både i start-/målområdet, men også ude på ruten. På 3 forskellige steder var der musik. Før løbet var der også fælles opvarmning og live band.
10 km startede 5 minutter før 5 km løberne. Distancen blev vundet af Michael Knak, i tiden 34:20.
Alle resultater fra løbet kan ses her.
Ulempen med at komme ud til helt nye løb, er at jeg ikke kender mine konkurrenter. Fordelen er at jeg kun kan koncentrere mig om min egen indsats. Jeg lagde i hvert fald godt fra start.
De første 2 km blev løbet i tempo 3:16 og 3:17 pr. km. Imellem 2 og 3 km blev feltet splittet op, og jeg fik kun én løber med på sleb. Rasmus Gregersen var også med til Spjaldløbet. Her vandt han 5 km distancen i en tid lidt over 18 minutter. Så jeg tænkte at jeg burde have kontrollen. I efterkant kan jeg se at han har haft flere 5 km løb rundt 16:30 i 2013.
Jeg synes jeg fik presset godt på hele vejen op til passering 4 km. Den sidste km var forholdsvis flad, og jeg øgede tempoet det jeg kunne de sidste meter ind til mål. Cirka 60 meter før mål kom Rasmus, som en Cadel Evans bagfra, og snappede sejren. Han havde en forrygende slutspurt, så det var fuldt fortjent. For mig var det totalt overraskende, da han virkede meget presset de sidste 2 km. Rasmus fik tiden 16:55, og jeg blev noteret for 16:57.
I forhold til at ruten ikke er helt flad, så er jeg godt tilfreds. I forhold til at det er min anden korte konkurrence i år, så er jeg meget godt tilfreds. Super fedt at konkurrere igen.
Billeder fra løbet kan ses her.
Nu kommer der lige en rolig dag, og så vil jeg se om jeg kan få gjort endnu lidt mere med formen, inden næste uges konkurrence.
Alle billeder er lånt fra arrangørens side.