Årets første konkurrence blev en sjov, men meget våd oplevelse. Samtidigt var det også første konkurrence hvor jeg repræsenterede Holstebro Triathlon Klub.
Viborg Velgørenheds Duathlon var meget velarrangeret. Hvis man ser bort fra at vejrguderne ikke var på arrangørens side, så spillede det hele. Der var tydelige markeringer, god tidtagning, venlige og dygtige vejvisere, samt en meget publikumsvenlig rute.
Sammen med lidt over 100 andre eliteudøvere, supermotionister og motionister deltog jeg på den lange rute. 10 km løb, 40 km cykling og 5 km løb.
Løberuten var en 2,5 km runde. Underlaget var en blanding af asfalt, grus og græs. Afvekslende og varieret.
Cykelruten var en cirka 10 km runde der skulle cykles 4 gange. Den var ikke specielt hurtig, men det skyldes meget vand undervejs, en forholdsvis kraftig vind, samt et par gode stigninger.
Før start var jeg meget usikker på formen, og jeg er jo ikke ligefrem en rutineret duatlet. Det er et par år siden sidste konkurrence. Dette var mit 3. duatlon. Planen var derfor at løbe de første 10 km i ½-maraton intensitet, cykle det jeg kunne på de 40 km, og så prøve at klare de sidste 5 km i en nogenlunde stil.
Jeg synes faktisk det gik rigtigt godt de første 10 km. Løb i et meget jævnt tempo helt fra start. Løb fulstendigt mit eget løb, og føler at jeg kom ind til 1. skift med et godt overskud. I efterkant kan jeg godt se at jeg kan presse lidt mere i 1. disciplin uden at det går for meget ud over cykeldelen.
Nedenunder kan tiderne på de forskellige discipliner ses. Det er uden tvivl skiftene jeg har mest at hente. Her spilder jeg rigtig mange sekunder. Nu har jeg ikke trænet på dette før konkurrencen, og det betyder meget. De rutinerede har cykelskoene fæstet på pedalerne, jeg havde mine i en kasse. Næste gang så har jeg trænet på dette.
Cyklingen blev meget hård. De første 3 km af hver runde gik i god modvind, hvor jeg til tider havde store problemer med at holde mere end 30 km/t. Så var der et par meget krappe sving, hvor man kom helt ned i tempo. På vej tilbage til Løvel var der muligheder for let vind i ryggen, men først skulle 2 stejle bakker forceres. De sidste ca. 2 km på hver runde kunne man holde høj fart. Her var jeg oppe på rundt 53 km/t.
Jeg havde håbet på et væsentlig bedre gennemsnit, men vejret og ruten gjorde det svært. Men forholdene var jo ens for alle. Ruten var ikke nøjagtig 10 km, så snittet var lidt lavere end i tabellen. Da jeg cyklede i korte bukser gik det ikke lang tid før jeg var blevet meget kold. Lægmusklerne krampede med jævne mellemrum, men det voldte ikke de store problemer. Jeg holdt min placering under cykeldelen, og dermed var mit delmål nået.
Skifte nr. 2 var elendigt. Først så var jeg så kold at jeg havde store problemer med at få hanskerne af. Mine sko var fyldt godt op med vand, så næste gang husker jeg et låge til kassen. 1:43 er 45 sekunder for langsomt og noget der er svært at indhente igen. Unødvendigt at tabe så meget på et skifte. Så her er der meget at hente.
De sidste 5 km gik ok. Der gik lige cirka 2 km før jeg kunne mærke mine fødder igen. Det føltes virkeligt som at jeg havde glemt at tage cykelskoene af. Men så løsnede det mere og mere. Med cirka 1 km tilbage var tempoet kommet op på 3:35. Jeg indhentede en løber 500 m før mål, troede at jeg havde fuld kontrol, hvilket endte med at jeg blev slået på målstregen med 2 sekunder. Så der glippede 3. pladsen.
Alt i alt så er jeg meget tilfreds med konkurrencen, selv om jeg har meget at lære. At konkurrere i flere discipliner giver konkurrencen en helt anden spænding undervejs, hvor intet er afgjort før den sidste km. Hvis jeg skal kunne hævde mig i toppen så skal der fokuseres kraftigt på cykling og skiftene imellem de forskellige discipliner.
Top 10:
Alle resultater kan ses her. Husk at ændre til Duathlon Lang.